Menu Luk

Brugte biler

Det var for mig lidt pinagtigt, da jeg i går i vores lokale avis kunne læse om en brugtbilhandler her i byen, som er blevet dømt for forskellige lovovertrædelser af økonomisk art. Det var pinagtigt, fordi jeg kender den pågældende bilhandler ganske godt og faktisk altid har betragtet ham som en særdeles reel fyr, der aldrig kunne finde på at begå noget ulovligt.

Men af artiklen i avisen fremgik det, at finanskrisen havde ramt ham hårdt, så han på et tidspunkt var på nippet til at gå konkurs med sin forretning, fordi salget af biler var gået så meget tilbage, at hans forretning i et par år i træk havde direkte røde tal på bundlinjen.

Derfor var han faldet for fristelsen til at fuske med nogle tal, og hans snyderier havde grebet om sig, så han i løbet af et års tid oparbejdede et ganske stort synderegister.

Han var blevet fældet af en direkte uforsigtighed, som man vist godt kan tillade sig at kalde en dumhed. En kunde havde nemlig købt en bil til 240.000 kroner hos ham, og da kunden insisterede på at betale hele beløbet i kontanter, havde han givet efter og sagt ja, selv om loven foreskriver, at man højst må modtage 100.000 kroner i kontanter.

Den lovgivning sigter selvfølgelig imod at undgå sorte penge i sådanne bilhandler, men brugtbilhandleren havde altså indvilget i det, men desværre blev det opdaget, og så blev hans forretningsmetoder gået efter med tættekam, hvorved den lange række af lovovertrædelser kom for dagen.