AHA

Dette indlæg blev udgivet af torsdag 6. marts 2014

Lad nu være med at drikke dig helt i hegnet, sagde min kone med et smil på læben i lørdags, da jeg skulle af sted til vores årlige sammenkomst i ledergruppen i det firma, hvor jeg arbejder. Vi har sådan et møde hvert år, hvor eneste forudgående regel er, at der bestemt ikke må tales om arbejde. Arrangementet er tænkt som et festligt indslag, hvor det også er meningen, at vi i gruppen, der tæller 16 personer, skal lære hinanden lidt bedre at kende.

Det er vores administrerende direktør, der hvert år selv sørger for at finde på en eller anden aktivitet, vi skal beskæftige os med i nogle få timer, inden vi kaster os over en god middag. Det er netop den gode middag og ikke mindst de vine, som vores direktør går meget op i at udvælge, der gør, at jeg altid må aftale med min kone, at hun bringer og henter mig i forbindelse med disse arrangementer, for det går i hvert fald ikke an at køre selv.

Her i år havde vores direktør fundet på noget helt ny med hensyn til den aktive del af arrangementet. Vi blev kørt i bus ud til en kunstmaler, der har sit atelier på en ejendom lidt udenfor byen. Min første tanke var, at der da ikke var megen aktivitet ved bare at tage på kunstudstilling, men jeg blev klogere, da vi var kommet ind i det store atelier, der var indrettet i den nedlagte landbrugsejendoms tidligere lade.

Vores direktør indledte nemlig med at sige, at nu skulle vi i gang med en gang udfordrende teambuilding styret af Ahakompagniet. Vi skulle nemlig deles op i fire grupper, som så hver især skulle udføre et kunstmaleri.

Og ja, det var i hvert fald for mig meget udfordrende, for er der noget, jeg aldrig har beskæftiget mig med, så er det da at udføre malerier, og jeg må ærligt tilstå, at mine kunstneriske evner vist kan ligge på et meget lille sted.

Vi blev alle iklædt nogle overtræksdragter i tynd plastic, som fik os til at ligne politifolk, der skal ind at udføre tekniske undersøgelser på et gerningssted, men meningen var selvfølgelig, at dragterne skulle beskytte os mod at få maling på vores pæne tøj.

Så gik vi ellers i gang med opgaven, og selv om langt de fleste af os var meget famlende i forhold til at frembringe noget, der bare kunne minde om kunst, så gik der ikke ret lang tid, før vi alle syntes, at det var virkelig morsomt og på samme tid udfordrende. Vi gik op i opgaven med liv og sjæl, og efter et par timer var der faktisk fremstillet fire store malerier, som måske nok så lidt ubehjælpsomme ud, men som dog alligevel gav udtryk for nogle ideer.

Vi blev lidt betænkelige, da direktøren som afslutning bekendtgjorde, at de fire malerier ville blive udstillet i kantinen hjemme på virksomheden, men det må vi jo leve med. Under alle omstændigheder havde vi alle tiders gode aften med masser af højt humør.