Vores ni uger gamle hundehvalp, en super charmerende sort Labrador ved navn Buller, var i fuld gang med at gnave i et af disse her gnaveben af oksehud, som man giver sin hund for at styrke dens tænder. Min kone og jeg sad ved køkkenspisebordet og drøftede en ting, der netop vedrørte Buller, nemlig et tilbud fra vores forsikringsselskab på en hundeforsikring.
Vi havde hentet Buller dagen før på den kennel, hvor han var født, og inden turen til kennelen havde jeg ringet til vores forsikringsselskab for at tegne en billig hundeforsikring, som jo er lovpligtig, når man har en hund. Jeg blev af forsikringsselskabet gjort opmærksom på, at det måske kunne være en god ide med en udvidet hundeforsikring, der også dækker for eksempel dyrlægeregninger, hvis hunden bliver ramt af sygdom.
Min faste assurandør forklarede mig, at sådan en udvidet forsikring godt kunne sammenlignes med den kaskodækning, jeg havde valgt til vores husforsikring – den er ikke lovpligtig, men hvis uheldet er ude, er den nu rar at have.
Vi sad og drøftede tilbuddet fra forsikringsselskabet, for det var selvfølgelig en del dyrere med den såkaldte kaskodækning på hunden. Omvendt kunne det blive en voldsom regning fra en dyrlæge, hvis Buller for eksempel skulle gennem en eller anden form for operation.
Vi valgte at nøjes med den lovpligtige forsikring, der kun dækker ansvar, for det er trods alt ikke det samme som for eksempel en familieforsikring, der omfatter ting, som kan løbe op i langt højere udgifter, hvis uheldet er ude.