Forlovelsesringe i sølv

Dette indlæg blev udgivet af torsdag 29. september 2011

Der er mange forberedelser til et bryllup, mange detaljer og traditioner, som hverken min mand eller jeg kendte til. Da vi blev gift, var det ikke almindeligt med brudepiger og ringbærer, men ikke desto mindre var vores barnebarn Lise på otte blevet udvalgt til at være  brudepige og Ole, hendes seksårige bror, skulle være ringbærer til brylluppet mellem min niece og hendes forlovede.

Inden brylluppet spekulerede jeg på, på hvilken finger man skal bære vielsesringe, det eneste, jeg vidste, var, at en forlovelsesring skal bæres på højre ringfinger efter brylluppet. Ole gik meget op i udfordringen med at være ringbærer, og en eftermiddag, hvor han var på besøg hos os, foreslog han, at vi skulle øve ceremonien.

Det var vi med på begge to, så jeg fandt to af mine  billige ringe i smykkeskrinet, lagde dem i en æske, som Ole puttede  i lommen. Derefter spillede min mand og jeg brudeparret, og da vi begge havde sagt vores ja, tog Ole æsken med de to vielsesringe frem. Min mand tog højtidelig en ring fra æsken og satte den på min finger, hvorefter jeg satte en af mine billige ringe på hans lillefinger. Så gav vi hinanden et knus, og Ole trådte stilfuldt tilbage.

Ole klarede sit hverv som ringbærer rigtig flot, det var tydeligt at se, at han gjorde sit bedste. De to gifteringe fik vi mulighed for at beundre senere, og aldrig har jeg set så smukke ringe, som virkelig klædte brudeparret, og jeg kunne tydeligt se, at det ikke var billige ringe. I mine unge dage var forlovelsesringe i sølv ellers det helt store skrig.