Menu Luk

Træ er bedst

Tæt ved indgangen til det friluftsbad, der findes i det sommerhusområde, hvor vi har vores sommerhus, er der for nylig blevet opsat et nyt og ganske billigt plankeværk, der danner en vinkel. I første omgang overraskede det mig, da jeg så det, for jeg syntes ikke ligefrem at det pyntede, og jeg kunne i hvert fald ikke se, at der var tale om en forbedring i forhold til det trådhegn, som nu var blevet afløst af det nye plankeværk, som på det tidspunkt endnu stod i råt træ uden maling.

Så da jeg tilfældigvis mødte et af bestyrelsesmedlemmerne i vores grundejerforening, som driver friluftsbadet, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvad baggrunden for det nye plankeværk var, og jeg må sige, at hans svar overraskede mig.

Det er sådan, fortalte han, at der i godt vejr ofte sidder nogle mænd ved det bord- og bænkesæt, der findes lige udenfor indgangen til friluftsbadet, og nyder et par øller, og så er der altså nogle mænd, der ikke kan få øjnene fra de unge piger, når de går fra omklædningsrummet og ned til svømmebassinet, og det føler de unge piger sig noget generet af.

small-0009

Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at opsætte dette plankeværk, så de nysgerrige blikke ikke kan nå de letpåklædte piger, der går på flisegangen, fortalte bestyrelsesmedlemmet. Ak ja, tænkte jeg, der er altså nogle piger, der er lige lovlig sarte, for de har dog det samme badetøj på, som de viser sig frem i, når de bader i bassinet.